Når vi mister jordforbindelsen - og naturen langsomt kalder os hjem

Mange af os mærker en længsel, der kalder dybt inde. Den kan i lange perioder være nem at undertrykke eller overdøve, for det er en stille længsel efter noget enklere - noget mere ægte.
Noget vi måske ikke helt kan sætte ord på – men som vi mærker dybt.

Det kan være længslen efter jordforbindelse.

Vi lever i en hverdag, hvor tempoet er højt, og hvor hjernen sjældent får lov til at hvile.
Det ene gøremål afløser det andet.
Indtryk strømmer konstant ind gennem skærme, samtaler, lyde, krav og forventninger.

Vi bliver trætte – men har svært ved at finde ro.
Vi søger svar – men mister kontakten til det, der faktisk kan nære os.

Naturen taler et andet sprog end det moderne liv. Naturens sprog taler til os gennem rytme, stilhed.
og sansning.
Når vi hører fuglekvidder, lytter til bladenes bevægelse i vinden eller til en bæks rislen, sker der noget i os. Vores sanser vækkes og skærpes. Det får os til for et øjeblik at glemmer det, der tynger og stresser og vi oplever for et sjældent øjeblik at være helt tilstede i os selv.
Det samme sker når vi bevæger os ud og rundt på bare fødder og mærker sandet mellem tæerne eller græssets kølige fugt under fødderne i det tidlige morgengry.
Eller når vi overvældes af duften af forårets nyudsprungne blomster eller efterårets fugtige jord og nedbrydelse, så glemmer vi et øjeblik det der var, og det der må komme - det eneste der eksisterer er her og nu.

Den type væren heler os – stille og subtilt. Det er derfor vi længes efter jordforbindelse - for den er med til at bringe os tilbage i balance. Alt der befinder sig i ubalance vil instinktivt søge mod balance.

Mange af os mærker et behov for at trække os væk fra støjen.
Nogle drømmer om at flytte på landet.
Andre længes bare efter mere tid i naturen.

Men selv når vi får muligheden, opdager vi ofte, at det ikke er så enkelt.
For forbindelsen til naturen er ikke noget, der opstår fra den ene dag til den anden. Den skal genopbygges.
Og jeg har selv erfaret, at det tager tid. Det tager tid at lære naturen at kende igen.
Det tager tid langsomt at falde til ro og give slip på tempoet indeni.
Vi er så vant til at hele tiden skulle gøre, præstere, være på - være aktive - så det kræver en stor vanændring pludselig bare at være og samtidig være modtagende.

I begyndelsen kan stilheden næsten føles urolig. Man bliver hurtigt rastløs og savner stimulation.
Man tager telefonen op uden at tænke over det og man føler, at man burde lave noget.

Det er ikke fordi naturen ikke virker.
Det er fordi vores nervesystem stadig er vant til konstant aktivitet.

Men efterhånden vil der begynde at ske noget. Hvis vi bliver ved med at øve os
og vi bliver ved med at møde naturen uden krav. Sanserne begynder at åbne sig.
Pludseligt lægger vi mærke til lyset på en ny måde. Vi begynder at høre flere nuancer i lydene omkring os og
duftene bliver tydeligere. Kroppen vil stille og roligt falde mere og mere til ro.
Det er som om vi generindrer noget vi har glemt - noget som bærer indeni os og med os.
At vi hører til her.

At genfinde jordforbindelsen er en proces af bevægelse fra hoved til krop og instinkt.
Fra kontrol til tillid og fra støj til nærvær.
Det kræver tålmodighed. Og det kræver modet til at give sig selv tid.
Men når forbindelsen først begynder at fornemmes og mærkes, opdager vi ofte, at den ikke længere kan undværes.
For det er her, vi finder en dyb ro, hvor vores længsler opfyldes.
Det er her, vi begynder at mærke os selv igen.