At blive set, som den man er inderst inde

Er ikke noget der bare selvfølgeligt sker.
Jeg kender selv til det spændingsfelt at være ét udadtil og føle sig som noget væsentligt andet indad til.
Det har ikke altid stået klart for mig at denne form for disharmoni var årsag til nogle af mine svære følelser
- men det står lysende klart for mig nu.
Ikke fordi at de to - yderst og inderst - er komplet modsætninger, mere fordi at det, der ofte ses udadtil blot er en skitse eller et forsimplet billede af de nuancer og den dybde, der findes i det sande inderste væsen.
Det er ikke som sådan nogens skyld at det er sådan
- men det er kun mig, der kender mit sande inderste liv, så det er min opgave med tiden at lade det træde ud i lyset.
For mig kræver det stort mod.
Det er forbundet med en helt nøgen sårbarhed.
Jeg skal føle mig klar.
*Klar og rodfæstet nok i mig selv til at lade pynt, fryns og indlærte overlevelses maskerader falde.
Jeg arbejder til stadighed på det - tager hele tiden små skridt på min vej til at stå ved det, der gemmer sig dybt inde.
Og jo mere lys jeg giver det, jo mere vokser det og udvikler sig og giver mig tryghed i at det er okay,
det jeg ser og føler er mit dybe selv….

Har du tænkt over, i hvor høj grad, dit inderste væsen brænder igennem hos dine omgivelser?

Måske er der svar at finde…