Travlt med at være travl…

Førhen elskede jeg når JEG havde travlt.
Det var vigtigt for mig at føle mig travl – for på den måde følte jeg mig vigtig.
Jeg beundrede folk, der altid skulle kigge i deres aktivitetstunge kalendere når noget skulle aftales eller planlægges.
Jeg var imponeret over, at mange havde alle deres weekender booket op et halvt år frem i tiden
– hvem var mon alle de mennesker de skulle ses med?

På mit arbejde havde de fleste af mine kollegaer også altid travlt.
Nogle løb rundt, hamrede i tastaturerne som gjaldt det liv eller død, fløj febrilsk op og ud fra møder, når mobilen ringede,
som var det vorherre selv i den anden ende.
De havde også travlt med hele tiden forpustet at fortælle, hvor travlt de havde.

Jeg var fuldstændig benovet. Mange af mine kollegaer måtte have mange meget vigtige opgaver
og de måtte modtage mange vigtige opkald fra andre meget vigtige mennesker med utroligt vigtige beskeder.

Det undrede mig altid, om jeg var den eneste, der inderst inde slet ikke havde så travlt.
Hvis jeg sagde det højt, blev der kigget helt tomt på mig, som om jeg havde fabuleret noget,
den menneskelige hjerne ikke var i stand til at kunne kapere.
Faktisk kom jeg nogle gange i tvivl om jeg overhovedet, havde sagt det højt?

Nu er jeg nået til et sted, hvor jeg hader at have travlt.
Det er gået op for mig, at det ikke er vigtigt at have travlt – for travlhed sluger alt det vigtige.
Æder det op rub og stub.

Man kan have så travlt at man ikke engang når at lægge mærke til alt det, man går glip af.

Nu øver jeg mig i at bemærke det der allerede er her. Det jeg ikke skal haste eller løbe efter.
Studere det, være nysgerrig på det, mærke og føle det, tænke over det og tage stilling til det…

- og det kræver noget, som vi alle altid taler om at vi mangler, men som vi aldrig har

– tid!

Giv dig tid.